For lidt mere end 5 år siden fødte jeg min første søn.
Før fødslen var mit indre billede af en jordemoder var en sur ældre dame, der bare stod ved fodenden og råbte: ”Preeeeeeees. Kom nu, tag dig sammen og preeeeeees”
Jeg forberedte mig grundigt med Smertefri Fødsel og var mildest talt ret nervøs for, hvordan det ville blive modtaget. Smertefri Fødsel var i 2012 ret nyt, og her i Midtjylland nærmest ukendt.
For at det ikke skal være løgn, så var jeg indlagt med (hvad der formentligt var) nyresten. Dét gjorde ondt, og jeg fik faktisk brug for min smertehåndteringsteknikker allerede inden fødslen – og det virker også på nyresten
Nå, men mens jeg dér i weekenden gik og ventede på, at det skulle blive mandag, så lægerne kunne beslutte om det skulle være enten kejsersnit eller igangsættelse, så klarede min krop (heldigvis) selv paragrafferne søndag formiddag.
Da jeg kom til fødegangen blev jeg modtaget af den sødeste jordemoder. Hun var lydhør og interesseret. Undervejs i fødslen lod hun min mand stå for sin del – han støttede mig i afspænding, hjalp mig til at holde rytmen med vejrtrækningen, gav mig massage og trykkede de steder på kroppen han havde lært. Han talte for mig, når det var nødvendigt, var dybt fokuseret og var mit talerør.
Hun var tydeligt imponeret – og jeg tror også enkelte gange, at hun havde lyst til at blande sig – men hun var der ”bare” som vores støtte. Interesseret, nærværende og som jeg husker det humoristisk. Det var så skønt og befriende.
Fostervandet var imidlertid grønt og der måtte tages nogle prøver for at sikre, at barnet havde det godt.
Øv, det havde jeg jo ikke lige trænet til, men fordi alt var under kontrol og vores jordemoder var så naturlig en autoritet, da det var nødvendigt, så blev vi aldrig bange. Tværtimod indgik vi et usagt samarbejde om at få det bedste ud af det. Og det fik vi. Sylvester blev født og vi var høje. Nøj hvor var vi høje. VI havde født SAMMEN. Kimen til den lille ny familie var lagt og den var sundt og stabil. Mor og far ligeværdige.
Og jordemoderen – hun havde gjort det muligt. Hendes rolle var afgørende for det afsæt, vi fik med vores lille søn. Rolig og kærlig.
Om eftermiddagen tog min mand i byen og købte hende en buket blomster som tak for hendes tilgang og hendes person. Vi følte os simpelthen så heldige.
Hun vidste selvfølgelig ikke HVOR heldige vi følte os. Og jeg viste dengang heller ikke, HVOR meget den start faktisk betyder for familien og det nye liv, der venter.
I går fik jeg endelig drukket en kop kaffe med hende.
Jordemoderen, som for 5 år siden var med til fødslen. For hende jo blot én i rækken (hvis man kan tillade sig at sige det, for de er altså virkelig dedikerede, de jordemødre), men for mig og min familie jo så afgørende. Jeg har gennem årene tænkt på hende SÅ mange gange og sendt hende mange taknemmelige tanker. Hende og min forberedelse.
Jeg havde sådan brug for at få sagt TAK. TAK for tilliden. TAK for åbenheden. TAK for samarbejdet. TAK for at være der, da det ikke gik efter bogen. TAK. Bare TAK – det kommer virkelig fra hjertet!!
Med andre ord, så blev mit billede af en jordemoder gjort til skamme. Hun var både professionel og menneskelig.
Jeg indså, at hun var min samarbejdspartner og ikke en dirigent, der bare ville styre fødslen. Faktisk lærte jeg også, at en fødsel slet ikke kan styres. Det er de handlinger, vi gør undervejs, vi kan kontrollere – hvis vi er forberedte.
Jeg fik på egen krop oplevet, hvordan følelsen af at have udrettet noget virkelig stort SAMMEN er helt afgørende for den måde, man går til familielivet på og det overskud man har, når man kommer hjem og for alvor skal starte op som en ny familie.
Jeg vil aldrig glemme den oplevelse og den jordemoder. Det står som noget af det allervigtigste i mit liv.
TAK
Kærlig hilsen
Sandie
Læg en kommentar