Jeg har tit undret mig over, hvorfor søskende ofte er så forskellige.

Min egen søster og jeg ligner hinanden så meget af udseende, at vi masser af gange gennem tiden er blevet taget for at være tvillinger. Men, vores personligheder og temperament er i virkeligheden meget forskellige.

Hvorfor? har jeg tænkt. Der er 22 måneder mellem os, så vi er jo vokset op nærmest samtidig og i den samme familie osv.

Der er selvfølgelig en stor del personlighed (noget jeg egentligt også er blevet overrasket over – hvor meget personlighed spædbørn fødes med) men tænker også, at miljø må spille ind.

Nu er jeg selv blevet mor til 2 drenge. De ligner også hinanden af udseende og har på mange måder de samme interesser, men nu er det gået op for mig, at de jo IKKE vokser op i den samme familie.

Da vi stod med vores første fødte i armene og fik ham med hjem, klar til at påbegynde familielivet var der masser af RO!
Sylvester havde begge sine forældres konstante opmærksomhed, han skulle blot sige det mindste pip, så sprang vi til. Hans legetøj var alderssvarende og han blev stimuleret med alt det ”rigtige”.

Nu er Buster kommet til. Vores alle sammens lillebror.
Vores familie er helt anderledes nu end sidst. Her er alt andet en RO! Min mand og jeg må nu ofte splitte vores opmærksomhed på drengene og Buster er ikke konstant ”overvåget”

Med en storebror, der er 4 år ældre og jo dermed med nogle ganske andre behov, så er Buster ofte ”med på slæb” og kommer ud til masser af mennesker og andre børn. Han er fra dag ét blevet kysset og krammet (temmelig hårdhændet) af sin storebror. Han ser konstant, hvordan storebror cykler, kravler i ribber, skyder, fægter og andre vildskaber

Resultatet – ja, min 1-årige kan fægte….

Da Sylvester var 1 år anede han ikke hvad et sværd var. Han havde aldrig set det og skulle nogen vifte det for næsen af ham ville jeg nok gispe lidt.
Buster bliver ikke skånet. Han VIL det samme som storebror. I hans verden KAN han det samme som storebror – og faktisk, så langt hen ad vejen, så MÅ han det samme som storebror.

Så nu er det altså gået op for mig, at 2 børn, der vokser op i den samme familie, overhovedet ikke vokser op i den samme familie.
Begge mine drenge trives i deres roller og jeg elsker dem begge meget højt. De er meget forskellige og jeg synes det er skønt og sjovt.
Jeg ønsker på den ene side, at tiden skal stå stille, så jeg altid vil have mine små drenge og på den anden side, så kan jeg ikke vente med at se dem vokse op og se hvad de bliver for nogen, når de for alvor skal stå på egne ben.

Jeg VED, at de nok skal klare sig. Begge 2.
De er robuste og har allerede et tæt bånd. De har humor og karakter. Gode egenskaber for at kunne klare sig godt. Uanset hvilken retning eller rettere hvilke retninger de vælger, så vil jeg altid gøre mig umage for at være den bedste mor for dem begge. Enkeltvis og sammen

Kærlig hilsen
Sandie